MUSALIS HISTORIE

Fortalt af Julia Lahme


For et par år siden besøgte jeg for første gang min far i Zambia, hvor han efterhånden bor det meste af året, og det skulle blive startskuddet til Musali; virksomheden bag de smykker du ser her på siden.

 

Startskuddet

Inden jeg satte mig på flyet sammen med min ældste søn, havde jeg ingen forestilling om, at vores rejse skulle resultere i endnu en virksomhed. Jeg driver nemlig allerede en virksomhed, som jeg virkelig brænder for og bruger al min arbejdstid på og mere til: Lahme Kommunikation, med omkring 15 dygtige ansatte, som nu alle er involverede i driften af Musali. Jeg mangler altså ikke noget at tage mig til i min hverdag. Desuden har jeg derhjemme to vidunderlige sønner og en skøn mand. Jeg er forfatter og lever på mange måder min drøm. Alligevel har tanken flere gange tidligere strejfet mig, at jeg burde gøre mere, når jeg går her og er så privilegeret. Eller ikke kun burde, men jeg havde også en stor lyst til at gøre noget for andre, også mennesker jeg slet ikke kender. Men hvordan?


En øjenåbner

Næsten ved et tilfælde åbenbarede muligheden sig under mit besøg i Zambia. Her mødte jeg ikke bare min far på en ny hjemmebane, men også et samfund, som er i så skærende kontrast til alt det jeg kender, at jeg virkelig fik åbnet øjnene. For det var i virkeligheden ikke muligt at besøge landet sammen med min velnærede, store dreng uden at føle, at jeg var nødt til at gøre bare en lille smule for at ændre mulighederne for i det mindste nogle få kvinder og deres børn.

 

Lysten til at skabe muligheder for kvinder

Da jeg kom hjem fra Zambia første gang, havde jeg hjertet fuldt af velvilje, og jeg begyndte at undersøge, hvad man helt konkret kan gøre for at hjælpe. Der er rigeligt af ulandsprojekter, der gennem tiden har udarbejdet projekter i Zambia og i alle andre afrikanske lande, men jeg havde ikke lyst til bare at donere. Jeg havde lyst til at skabe en mulighed for kvinder til selv at tage fat i deres egne liv og få en oplevelse af selvstændighed, frihed og indflydelse. Det, der betyder allermest i mit eget liv: At jeg er fri til at vælge.


Idéen

Udover den lidt udefinerbare vilje til at gøre noget, havde jeg også smukke, håndlavede armbånd med hjem. De armbånd havde været ret dyre, men jeg elskede dem. Farvestrålende unikaer lavet af kyndige hænder med forhåndenværende materialer. Jeg talte med min fars zambiske kone, Anne Kutunda. Hun har 25 års erfaring om projektleder og projektmedarbejder på opgaver i Zambia, der skal lære kvinder om sundhed, børnefødsler, prævention og menstruation. Hendes netværk i landet er enormt, og hendes erfaring er massiv. Hun undersøgte for mig, hvorfor de armbånd var så dyre, og vi fandt ud af, at kvinderne fik en sjettedel af det, de bliver solgt for på markedet. De sælger dem til mænd, der sælger dem videre til folk, der har boder rundt omkring på markeder, og til sidst er prisen urimeligt meget højere end den, kvinderne rent faktisk får for deres håndværk.

Kunsthåndværket

Kunsthåndværket er en del af den zambiske kultur, som er truet af billige importvarer fra for eksempel Kina, og derfor er ved at forsvinde. Musali er med til at bevare traditionelle teknikker og oplærer kvinderne i dem, så de får nogle færdigheder, de kan tage med sig. Så snart kvinderne behersker de forskellige teknikker, kan de skabe smykkerne hvor som helst og når som helst. I et traditionelt samfund som det kvinderne lever i, går en meget stor del af hverdagen med huslige pligter og gøremål, alene for at få livet til at hænge sammen. Det har derfor stor værdi for kvinderne, at det arbejde de udføre for Musali ved at lave smykker, er noget de selv kan finde tid og plads til i deres dag. Det er vigtigt for projektet, at de kunsthåndværksteknikker, som bruges til at skabe Musalis produkter, er traditionelle, og at de er overskuelige. Garn, der flettes og væves, perler, der væves i enkle motiver, er alle smukke, men også små, overskuelige projekter, der kræver tid, men hvor materialerne ikke repræsenterer en så stor værdi, at kvinderne skal gemme dem væk i deres landsbyer.


Musali og kvinderne

På et af de 72 sprog, der tales i Zambia, Lozi, betyder Musali kvinde. Det blev navnet på projektet, for det fanger essensen af, hvad det hele handler om: kvinder. Kvinder, der tager ansvar for sig selv, deres børn og deres familier. Sammen med Anne fandt vi frem til en lille gruppe zambiaske kvinder, der forsørger deres familier, og som havde mulighed for at være med i projektet. Seje damer med faste blikke og kyndige hænder. Vi satte en lille produktion i gang, men hurtigt blev det tydeligt, at projektet var nødt til at være større for at gøre en forskel. Nogenlunde samtidig gik det op for mig, at jeg havde sat gang i noget, jeg ikke bare kunne slippe igen. Det er ikke helt let at opbygge en ny virksomhed og stable en salgskanal på benene, men én ting vidste jeg: jeg var nødt til at få det til at fungere, for projekt Musali fik øjeblikkeligt langt mere vidtrækkende konsekvenser, end jeg havde kunne forudse.

 

Hvordan har Musali hjulpet kvinderne

Musali beskæftiger lige nu 12 zambiske kvinder, der bor i forskellige landsbyer omkring byen Livingstone. Herudover har projektet finansieret college i to gange to år for to unge forældreløse kvinder og grundskole i 7 år for to forældreløse piger i skolealderen. Udover betaling til skole får pigerne dækket frokost, sko, blyanter, skolebøger, tre kjoler hver, en regnfrakke og de bind, der er nødvendige for, at menstruationen ikke tvinger dem til at udeblive fra undervisningen. Pigerne er fundet i samarbejde med et franciskaner-nonnekloster i nærheden af Livingstone.


Hvad får kvinderne ud af at være med

Det handler ikke alene om arbejde til kvinderne eller samhandel mellem Danmark og Zambia. Projektet er blevet noget andet og større, nemlig et samlingspunkt for de involverede kvinder. Vi har som sagt nu 12 kvinder med i projektet. 12 kvinder, der tilsammen har mere end 30 børn og børnebørn, som de forsørger. 12 kvinder, som deler erfaringer, viden, håndværksmæssig kunnen og måder at organisere deres liv på med hinanden. 12 kvinder, der mødes en gang om måneden for at holde fast i hinanden og modtage en form for uformel undervisning. De lærer at sætte mål og deadlines, at holde møder og tale i en forsamling, de lærer at spare op, så deres børn kan komme i skole, og de lærer om næringsindhold i mad og hvorfor menstruation ikke er skamfuldt. De lærer, at de kan mere – sammen.

 

Hvad kan du og jeg få ud af det

Jeg og mine kollegaer i København lærer også hver dag af projektet. Jeg lærer, at jeg faktisk kan gøre en forskel. At et lille ydmygt smykke gør en forskel, og at hvert enkelt armbånd, der bæres af en dansk kvinde, har sat mad på gulvet hos en storfamilie i en hytte på den anden side af jorden. Men jeg bliver også hver dag mindet om, hvor vigtigt det er, at jeg finder måder at holde liv i Musali og fast i kvinderne. For selvom jeg er en af de mange danske kvinder, der har rigeligt at se til, så tror jeg fuldt og fast på, at det at gøre en smule, der ikke handler om én selv, for eksempel gennem bevidste valg, når vi handler eller støtter genbrug, at det er den største gave, man kan give sig selv. Og så gør det jo ikke noget, hvis det er kønt at se på samtidig.