NYHED: Smukke håndvævede tørklæder fra MUSALI Indien

For første gang præsenterer Musali en kollektion i samarbejde med den indiske organisation WomenWeave med smukke håndvævede tørklæder i 100% bomuld.

Vi har længe ledt efter en måde at brede Musali længere ud; at etablere et bånd til andre regioner i verden, hvor vi kan skabe arbejdspladser til udsatte kvinder, og lære kvinderne det, de har brug for, for at kunne agere selvstændigt og frit, og samtidig forsørge sig selv og deres børn. Coronakrisen har sat særligt spot på denne problematik, hvor kvinder i lande uden velfærdsstat og sikkerhedsnet igen er særligt udsatte. Under Coronakrisen har vi derfor tænkt meget over, hvordan vi kan bidrage, så vi når flere kvinder, flere børn og kommer længere ud med ideen om, at vi alle har brug for at kunne arbejde for at kunne forsørge os selv.

MUSALI x WomenWeave 


 Da vi stødte på den indiske organisation WomenWeave opdagede vi, at de arbejder efter samme principper, som vi har gjort med Musali fra begyndelsen, og vi har nu indledt et samarbejde med dem.  


WomenWeave hjælper kvindelige vævere til at skaffe sig en indkomst. Traditionelt set er det at håndvæve blevet betragtet som et mandearbejde, men hvis der skal høstes, eller hvis manden drikker eller har andre udfordringer, falder det på kvinden at væve, så husstanden ikke mister sin indkomst. Samtidig er det i Indien også kvinden, der skal tage sig af husstandens og familiens omsorgsarbejde, med alt fra vasketøj, madlavning, børnepasning og at sørge for ældre og syge i familien.

WomenWeave ændrer dette, kvinde for kvinde, ved at uddanne den enkelte kvinde til at kunne varetage hele væveprocessen, og ved at sørge for at aftage hendes varer.  Kvinderne får autonomi, anerkendelse, selvstændighed og økonomiske ressourcer ud af at praktisere sit håndværk. Præcis som vi gør i Musaliprojektet i Zambia, sørger WomenWeave også for at den enkelte kvinde kender sine rettigheder, og modtager hjælp til sin egen og sine børns sundhed.  

Vi hos Lahme Kommunikation & Musali er stolte af nu at følges med denne organisation, og glæder os til sammen med dem at udvikle flere produkter, designs og muligheder, til glæde for både danske og indiske kvinder.



MUSALI Tørklæder 


De nye smukke tørklæder er unikke håndvævede tørklæder, skabt af udsatte kvinder i Indien af håndspundne tråde, unikt indfarvede. Tørklæderne er i 100% bomuld, og resultatet af mange timers håndarbejde efter ældgamle traditioner. Nyd at bære det, og vask det i hånden, i koldt vand. Tørklæderne leveres sammen med en smuk dustbag/stofpose med fine kvaster. Tørklæderne koster mellem 750 - 900 kroner afhængigt af størrelse og design.